Samuels kirke
Samuels Kirke i Thorsgade på Nørrebro markerer sig solidt i gadebilledet med sit stramme, nyklassicistiske formsprog, det store cirkulære vindue og de i dansk arkitektur sjældent anvendte tudorbuer.
Kirken er opført for indsamlede midler i årene 1924-1932, ved arkitekten Carl Schiøtz, der udover at være sangeren Aksel Schiøtz' far, også var kendt for en indædt modstand mod modernismens former og flade tage.
C. Schiøtz har også tegnet Messiaskirken i Charlottenlund og Lundeskovvej 10-12 og 13-15 i Studiebyen i Gentofte.
I forbindelse med den religiøse og økonomiske afmatning blev bl.a. Samuels Kirke taget ud af brug i 2013, og er nu solgt til VIBO, der er i færd med at indrette ungdomsboliger i lokalerne.
Genbyg.dk har igen været pro-aktive, og håber på, at bringe nogle spændende ting hjem fra byggepladsen, bl.a. de flotte døre og den store glasmosaik.