"Den Blå Hane", Dragør
Ejendommen "Den Blå Hane" i Toldergade 6, matr. nr. 58a, er på det sted hvor Dragørs gamle toldbod oprindeligt lå. Toldboden blev nedlagt omkring 1600.
Efter Toldboden blev revet ned ca. 1650, blev der i generationer drevet rejsestald fra matriklen af kromand Svend Hansen Gynge og hans efterkommere, der også drev den tilstødende kro (det er der, hvor Strandhotellet i dag ligger).
Grunden tilhørte dog stadig Kongen, og i 1754 bliver den nu meget forfaldne staldbygning og grunden solgt på auktion for 78 rigsdaler til Malthe Bruun, den senere amtsforvalter.
Det er uklart, hvad der sidenhen sker med bygningerne på grunden, men den nuværende bebyggelse er angiveligt opført i 1850, og kaldes "Den Blå Hane".
Efter mange år i samme families eje, er huset nyligt blevet solgt som dødsbo, og de nye ejere er gået i gang med en gennemgribende modernisering.
I den forbindelse har Genbyg hjemtaget forskellige effekter, - bl.a. et meget fint hjørneskab i almuestil!